Søndag Aug 01

Mor og barn

Mor og barn


Betydningen af den tidlige mor barn relation

Enhver sund mor ved intuitivt og instinktivt, at et spædbarn, som er uroligt, har brug for at blive taget op og holdt. Hun vil gøre dette omsorgsfuldt og kærligt, og barnet vil som regel hurtigt falde til ro.

 



Mor / barn relationen


Betydningen af den tidlige mor barn relation

Ordet Holding er blevet synonymt med englænderen Winnicot. Men selve begrebet at blive holdt og næret er en del af hele udviklingspsykologien. Brug af ordet Holding  bør forstås ikke blot, som det at blive holdt, men også samtidig som det at blive rummet. At blive holdt om. At være i favn. Enhver sund mor ved intuitivt og instinktivt, at et spædbarn, som er uroligt, har brug for at blive taget op og holdt. Hun vil gøre dette omsorgsfuldt og kærligt, og barnet vil som regel hurtigt falde til ro.  Det har i tusinder af år af menneskets udvikling været en selvfølge, at spædbarnet var i favn og blev båret af moderen ( eller faderen).  Den nære tilknytning mellem mor og barn, som havde været under graviditeten fortsatte efter fødslen i form af, at barnet blev båret på moderens krop, som man endnu kan se hos såkaldte ”primitive” samfund.

En meget smuk beskrivelse af dette kan ses i Jean Lidloffs bog ” Kontinuumbegrebet”,  hvor hun beskriver en indianerstamme, hvor børn naturligt er i favn og holdes fra fødselen af. Disse børn beskrives som væsentligt roligere og mere tillidsfulde overfor omverdenen, end børn i den moderne verden. I denne del af verden er vi tilbøjelige til at lægge vores børn fra os. De ligger i barnevogn. Har deres eget værelse, seng, går i vuggestue osv. Alt sammen ting som kan medvirke til at det er vanskeligt at bevare en tæt tilknytning mellem mor og barn og en heraf følgende potentiel ensomhed hos barnet.

Tilliden til omverdenen og troen på sig selv tager sit udgangspunkt i den nære tilknytning mellem mor og barn. Moderen gøres igennem graviditeten og fødslen parat til at forstå og sanse barnet og dets behov. Fra den nyere forskning på området ved vi, at det er en meget sårbar og følsom mekanisme, hvor der kan ske ubodelig skade på moderens tilknytning til barnet, hvis der sker en adskillelse af dem i de første dage efter fødslen. Det strider mod enhver naturlig mors inderste følelser ikke at have sit nyfødte barn hos sig. At det fra naturens hånd er sådan hænger naturligt sammen med, at det spæde barn fra starten er hjælpeløs og ude af stand til at klare sig uden moderens holding. Uden dette kærlige favntag kommer barnet i en tilstand af panik (angst), som kun kan tilfredsstilles ved igen at blive taget op og holdt.  At blive holdt er således det modsatte af at falde og det modsatte af at gå i stykker. At have en grundlæggende tillid påvirker hele vores begrebsverden og vores evne til at være tilstede i vores eget liv.

Set fra ID`s synsvinkel påvirker den tidlige holding alle 7 niveauer i udviklingsspirallen.

Vores adfærd vil uundgåeligt blive påvirket af tidlige oplevelser af frygt og angst og en følelse af at være blive mødt. Den spirituelle lærer Faisal Muqqadam som sammen med Almaas udviklede Diamond Approach sagde for nyligt på et 5 dages seminar jeg deltog i: We keep recreating our early holding environment. På det adfærdspsykogiske niveau kan det være en konstant genskabelse af negative handlemønstre som virker destruktive. Opvæksten i dysfunktionelle familiemønstre eller historie som er præget af utilstrækkelig holding – kan udmønte sig i en helt basal manglende formået til at tage vare på sig selv.

Vores tænking / det kognitive  kan blive fanget i at tænke samme tanker om os selv som er en reproduktion af et tidligt møde med vores primære omsorgspersoner. Tænkningen kan blive fatslåst i begrænsende overbevisninger om vores muligheder i livet. De danner en indre referenceramme for vores liv, muligheder og potentialer som måske ikke holder vand ved en dybere undersøgelse.

På det systemiske niveau kan der være en udtalt tendens til at reproducere det samme miljø vi er vokset op. Både i dannelsen af familiemønstre, abejdsliv og kæresterelationer. Her kan ses både en reel gentagelse af mønstre og meget udtalt behov for at undgå fortidens fejltagelser - ”mine børn skal i hvert fald ikke have samme oplevelser som mig”  Hvilket jo er en god reflektion, dog kan der hyppigt ses at nye destruktive relationer kan opstå i denne adfærd.

På det psykodynamiske niveau udspiller meget af selve hidtoriken omkring den mangelfulde holding sig i forhold til ubearbejdede traumatiske oplevelser og oplevelser af tab. Jung sagde jo med sine berømte ord ”At det aldrig er for sent at få en lykkelig barndom”  Det fordrer dog et møde med den barndom som vi husker.

På det eksistentielle niveau opererer vi med begrebet ” Eksistentiel umættethed ”  Her kan der være dybe oplevelser af eksistentiel ensomhed, tomhed o.a.  Den tidlige mangel på holding og dybe traumatiske oplevelser kan skabe en dyb frygt i forhold til de grundlæggende menneskelige livsvilkår, at vi er alene og at vi på et tidspunkt uden tvivl skal dø. Umættetheden kan være med til at skabe en uansvarlighed i forhold til os selv som vi må møde i terapien.

På det humanistiske niveau kan sætningen “Vi er som et agern, der i sig har kimen til at blive til et egetræ” fortælle os om vores iboende potentialler og muligheder for vækst som rækker langt ud over hvad vores frygt fortæller os. Vi kan tro at de tidlige sår for altid vil hæmme vores muligheder, men på dette niveau kan vi undersøge om der er noget andet der kalder på os. Maslow taler i bogen ”Mod en ny eksistenspsykologi” om en indre stemme der vedholdende kalder os hjem. At der i dybet af os findes kræfter der kan hele de tidlige sår. (Maslow s. 213)

På det transpersonlige niveau kan oplevelsen af tidlige traumatiserende oplevelser i holdingsituationen betyde af vi kapper vi forbindelsen til vores inderste natur, vores kerne, vores essens. Samtidigt kan arbejdet i det transpersonlige felt bringe lag af psyken frem som vidner om en utilfredsstillende holding. En mangelfuld holding vil så og sige afspejles ind i det spirituelle arbejde. Måske er der dimensioner af den inderste natur man undgår i arbejdet med sig selv for at undgå disse tidlige sår. Disse sår vil næsten uundgåligt presse på for at komme frem i lyset, da der på dette niveau synes at forekomme bevægelser mod en stadig større grad af integration og samtidigt med en stadigt større behov til at containe energi. Stor energi kræver så at sige en god holding. 

 

Skrevet af certificeret ID Psykoterapeut Christian Züger Andersen